sgiif

PædofiliUdskriv side

Pædofili Der er nu lovmæssige bestemmelser om hvordan idrætsklubber, skoler og ungdomsorganisationer skal forholde sig med hensyn til pædofili i forbindelse med ansættelser.

Nedenfor bringes KBUs cirkulære til de københavnske fodboldklubber. I cirkulæret er der links til Danmarks Idræts-Fobundss hjemmeside, hvorfra man kan downloade pjesen »Det uhørte overgreb – om at forebygge seksuelle krænkelser af børn og unge i idrætten«

Cirkulære nr. 72 – 10-08-2005

En ny lov gør det pr. 1. juli 2005 obligatorisk for klubberne, at indhente børneattest før de tilknytter nye ledere og trænere, der skal have direkte kontakt med børn under 15 år.

I kampen mod pædofili i de danske idrætsforeninger vedtog Folketinget den 16. juni i år en lov der – fra og med 1. juli 2005 – gør det obligatorisk for alle idrætsforeninger at indhente en børneattest fra Det Centrale Kriminalregister, før de ansætter trænere, instruktører og holdledere, som skal have direkte og vedvarende kontakt med børn under 15 år.

Loven vedrører kun nyansættelser fra 1. juli 2005, og skal sikre at der ikke ansættes personer i idrætsforeningerne, som skal varetage børne- og ungdomsarbejde, og som har dom for seksuelle overgreb mod børn under 15 år.

Klubber, som ikke foretager ovennævnte tjek kan straffes med bøde. Har klubben allerede foretaget ovennævnte tjek på sine trænere og ledere ved ansættelsen, skal man ikke foretage sig yderligere, hvis de får andre funktioner i klubben.

Der skal ikke indhentes børneattester på:

• Forældre og andre hjælpere der kører børn under 15 år til kampe m.v.
• Forældre og andre hjælpere der kortvarigt hjælper til ved stævner m.v.
• Klubbens formand og bestyrelse – med mindre de også fungerer som trænere m.v. for børnehold i klubben.
• Trænere, instruktører og holdledere som kun har med voksne at gøre.

Når klubben skal indhente en børneattest, skal der bruges to blanketter – en arbejdsgiverblanket og en samtykkeerklæring. Blanketterne kan rekvireres hos Danmarks Idræts Forbund eller downloades via DIFs hjemmeside.

Klubbens træner, leder m. fl. udfylder samtykkeerklæringen og klubben udfylder arbejdsgiverblanketten. Det anbefales, at klubberne afkrydser det felt på arbejdsgiverblanketten, der betyder at eventuelle positive børneattester sendes til DIF og ikke til foreningen selv. Det skal for en god ordens skyld nævnes, at personer, som ikke vil underskrive en samtykkeerklæring, naturligvis ikke kan ansættes i klubben.

De udfyldte blanketter sendes efterfølgende til:
Det Centrale Kriminalregister,
Rigspolitichefens Afd. D,
Kriminalregistret, Børneattester,
Postbox 93,
2650 Hvidovre

DIFs personale står klar med råd og vejledning og anbefaler landets idrætsforeninger at rekvirere pjecen »Det uhørte overgreb – om at forebygge seksuelle krænkelser af børn og unge i idrætten«, der giver en masse gode råd om og idéer til forebyggelse af overgreb mod børn og til beskyttelse af trænere, ledere m.fl. Pjecen kan downloades via DIFs hjemmeside. Københavns Boldspil-union Jan Kristensen