Menu

Buster - Verdens mest priviligerede fodboldtræner

image
Buster Kirchner og Klaus Rejnhold
22. november 2017 kl. 20:13
Buster Kirchner er den absolutte hovedkraft i Mbete Youth Football Projekt i Zambia

"På træningsbanen overstråler spillernes gejst og glæde selv de største udfordringer vi måtte have, og for en stund glemmer jeg de 35 graders varme og de larmende, beskidte børn, som hiver i mig fra alle sider, og når jeg efter en vellykket træning, træt og svedig forlader landsbyen, føler jeg mig overbevist om, at jeg må være verdens mest privilegerede fodboldtræner"

......sådan slutter klubbens skribent og seniorspiller - Buster Kirchner, sin beretning fra Zambia, hvor han de sidste mange måneder har været hovedkraften i Mbete Youth Football Project. Projektet har livsværdier i fodbolden som overskrift, og du kan her læse første del af Busters beretning fra Mbete, som på stort set alle områder er en anden verden end den vi andre kender. Med udgangspunkt i Busters store arbejde håber vi, at vi kan få etableret et egentligt venskabssamarbejde med den Zambianske klub.

_______________________________________________________________________________________________

Jeg har startet et fodboldprojekt i Afrika

Vildfarne geder på banen, en drilsk overlægger og en træner, der slår sine spillere. Det er langt fra kedeligt at stå i spidsen for landsbyholdet Mbete FC fra det nordlige Zambia.

”Goal, goal, goaaaaal”: Brandon kanonerer bolden forbi den sprællende, chanceløse målmand og bryder ud i vild jubel. Det er torsdag og skudtræning, men bedømt ud fra Brandons reaktion, skulle man tro, vi stod midt i en livsvigtig finale. Holdkammeraterne klapper begejstret af den flotte scoring. En rød støvsky, der opstod i forbindelse med målet, forsvinder så småt. Med et selvtilfreds smil på læben stiller målscoreren sig bagerst i køen og venter på, at det igen bliver hans tur til at sparke bolden mod mål.

I landsbyen Mbete, midt i skudtræningen, mellem dyr, småbørn og fulde fiskere, står en bleg mand med en slidt kasket. Det er mig. Jeg er ”Guest Coach” for landsbyen Mbetes U14- og U17-hold. Ikke lang tid efter Brandons kanonmål slutter træningen. De halvanden time er gået, så jeg fløjter og kalder spillerne sammen. Dovent nærmer de første sig. Jeg fløjter igen. Ingen reaktion, så jeg ændrer stil og er nu mere klar i spyttet: ”Imveh, lekeni ichongo!”, råber jeg uden tøven: I skal være stille! Mine tillærte bemba-gloser kommer mig til gode, når jeg skal kommunikere med spillerne. Kun meget få snakker engelsk. Vi strækker ud, evaluerer træningen og tager afsked med hinanden. Jeg tager bolde, kegler og overtrækstrøjer på nakken og forlader den knoldede træningsbane. Twalamonana mutonto: Vi ses i morgen!

Rystende research

Jeg er frivillig hos Eventure Zambia, et dansk udviklingsprojekt ved søbredden af den mægtige Lake Tanganyika i det nordlige Zambia - landets mindst udviklede region. Midt ude i ingenting - i det Afrika, du forestiller dig som barn - holder vi til. Vi har bygget vores egen lille landsby og er dybt afhængige af, at nabolandsbyerne synes om os. Vi ønsker for alt i verden ikke konflikter. 

Så derfor besluttede vi os for at iværksætte et fodboldprojekt. Vi var bevidste om, at de unge drenge i landsbyerne ikke havde mange fritidsaktiviteter at vælge imellem, og da Mbete – den største af de omkringliggende landsbyer – netop havde startet et U14- og U17-hold, kunne det ikke være mere åbenlyst, at det var der, vi skulle samarbejde.

Men før boldene blev pakket ud af boldnettet og fløjten fundet frem, skulle jeg finde ud af, hvad fodbold i Mbete egentlig gik ud på. En solskinsdag (dem er der mange af) tog jeg min notesblok under armen, og tæt forfulgt af en loyal skare af børn med snot hængende ud af begge næsebor overværede jeg de lokale teenagere i aktion. Det blev mit livs længste og mest absurde træningspas.

Først og fremmest udmærkede træningen sig ved at vare tre og en halv time. Det skyldtes primært, at alt foregik i et uset langsomt tempo, og at der var langt flere pauser end effektive spilleminutter. Fra min plads, siddende på en sten i udkanten af stadion, var jeg vidne til en uendelig lang opvarmning, som gik ud på, at spillerne skulle bære hinanden på ryggen frem og tilbage mellem de to mål.

Derefter havde spillerne skudtræning, og i den forbindelse blev en række småbørn hidkaldt. Til at begynde med forstod jeg ikke, hvorfor disse børn var på banen, men jeg fandt hurtigt ud af, at børnene simpelthen agerede kegler. De blev linet up på række og bedt om at stå stille, mens de ældre U14- og U17-spillere skiftevis løb slalom imellem dem og sparkede på mål. Udtrykket ’du er en kegle’, fik pludselig en helt ny betydning.

De omtrent 40 spillere havde desuden blot én bold til rådighed, hvilket ikke ligefrem gjorde træningen nemmere at afvikle. Var spillerne så uheldige at ramme overlæggeren, en halvtyk træpind placeret på toppen af to stolper af lignende karakter, gik træningen fuldstændig i stå, for så faldt overlæggeren af, og der skulle en vellykket hestesko til, før en spiller kunne kravle op langs stolpen og dirigere den tilbage på plads.

De kulturelle forskelle var til at tage og føle på, men bedømt ud fra spillernes motivation og vilje, var der bestemt noget at arbejde videre med. Jeg drog optimistisk, og en smule dehydreret, hjem fra den maratonlange træning.

Finde løsninger i fællesskab

Siden gik det stærkt. Jeg inviterede mig selv til et uformelt møde hos cheftræneren, den ikke-engelsk talende Mr. Mwakachembe, og i hans beskedne hjem, som samtidig fungerer som klubhus, blev jeg klogere på holdets retningslinjer, hvilke turneringer de deltager i og meget andet. Jeg blev præsenteret for hovedparten af spillerne og sekretæren Benjamin, som er den eneste af spillerne, der har gennemført high-school og – igen som den eneste – taler flydende engelsk. Fra alle sider blev jeg mødt af en utrolig hjertevarme og åbenhed.

Efter godt en uges research havde jeg så meget kendskab til fodbolden i Mbete, at jeg følte mig klar til at tage næste skridt. Jeg inviterede Mr. Mwakachembe, Benjamin og yderligere to borgere, som snakker engelsk og er respekteret i landsbyen, til møde på Eventures adresse. Jeg ville præsentere dem for mine ideer om et samarbejde og var meget spændt på, hvordan de ville reagere. Min helt store mission var at forklare, at det IKKE var mig, der egenrådigt ville træffe beslutninger, men at vi i fællesskab skulle finde den rigtige vej. Jeg var meget opmærksom på, at jeg skulle undgå at være ham den hvide, autoritære mand, som hundser rundt med de lokale. Mr Mwakachembe skulle forblive cheftræneren.

Ved det runde bord

14.05, blot fem minutter efter det aftalte mødetidspunkt, ankom Mbetes fodbolddelegerede til Eventure. I Zambia er det ikke unormalt at være flere timer forsinket, så jeg anså de fem minutters forsinkelse som de første tegn på Mbetes seriøse tilgang til projektet.

Efter at have hilst på hinanden, skænket vand op i glassene og sat os til rette ved det runde træbord, begyndte overvejelserne. Agendaen for mødet var at lave en struktur for fodbolden i Mbete. Hvor meget og hvornår skulle vi træne? Hvor mange træningspas burde jeg deltage i? Og hvilke regler skulle vi have for holdet? I hvor høj grad skulle jeg involvere mig, før Mbete følte, at de mistede ejerskab over deres eget fodboldhold?

Vi startede med regelsættet. Flere af Mbetes fungerende regler var møntet på, at spillerne skulle betale bøder, hvis de overtrådte reglerne. Der var tale om beskedne beløb, men i en landsby, hvor pengene ikke ligefrem hænger på mangotræerne, virkede det til at være ramt helt ved siden af. Det var Mr. Mwakachembe og co. enige i og forslog i stedet, at straffen for regelovertrædelse skulle være at vedligeholde banen, altså udjævne forskelle, fjerne de største sten og glasskår og sørge for, at stregerne er markerede. Vi tilføjede grundlæggende regler om lighed mellem spillerne, nultolerance for vold og at Mbete skulle være økonomisk ansvarlige, blandt andet for at finansiere transport til udekampe, som er landsbyens klart største udgift. Jeg understregede igen og igen, at projektet ikke handler om at uddele gaver. Jeg fremstod måske nærig, men det var helt essentielt at forklare, at det er fodboldtræning og ikke materielle goder, vi tilbyder.

Lidt mere end to timer senere var mødet ved vejs ende. Vores ivrige diskussion på skiftevis engelsk og bemba havde kastet en halvanden side lang kontrakt af sig. Kontrakten indebar et regelsæt, en klar definition af trænerstabens roller og en oversigt over træningstider og hvilke turneringer holdene deltager i. Den mest omdiskuterede del af kontrakten var materialelisten. Med den ene bold, Mbete havde til rådighed, var det så godt som umuligt at lave en varieret træning, så det medfulgte en stor klapsalve, da jeg offentliggjorde, at Eventure ville bidrage med ti bolde, et sæt kegler og overtrækstrøjer.

Med en ny, europæisk gæstetræner og en markant opgradering på materialefronten var det svært ikke at blive smittet af den sprudlende optimisme, som Mbetes fodbolddelegerede forlod det runde træbord med. Nu kunne træningen begynde!

Velkommen til

Det var med sved på panden og en god portion nervøsitet i sindet, at jeg bød spillerne velkommen til første træning. Linet op på en række under den bagende sol, stod 40 drenge og stirrede på mig med fast blik. Få bar gummisko, enkelte fodboldstøvler, men de fleste var barfodede. Spillernes påklædning var ligeså forskellig og strakte sig fra cowboyshorts og skjorte til undertrøje og fløjlsbukser. Et kort, lydløst øjeblik, studerede vi hinanden, inden jeg fremlagde mine tanker for spillerne. Benjamin, engelskeksperten, oversatte til bemba. Jeg fortalte spillerne, at jeg ville introducere en række nye træningsøvelser, som jeg håbede, de ville tage godt imod.

Øvelserne var nøje udvalgt og havde til hensigt at forbedre spillernes tekniske kunnen. Når der spilles fodbold i Zambia er der nemlig oftest kun én enkelt bold til rådighed, og så er der ikke så meget at rafle om: Der spilles kamp! Landsbydrengene fra Mbete er således ikke vokset op med at jonglere, drible eller sparke på mål, så det var især her, de haltede bagefter. Velvidende at fodboldstjerner ikke bliver skabt over natten, blev spillerne nødt til at blive bedre venner med bolden, for det skar langt ind i mit fodboldhjerte, når en af drengene missede selv den mest simple tæmning. Hvor spillerne ikke vinder mange priser for deres tekniske færdigheder, er drengenes fysiske styrke dog ikke til at tage fejl af. Hurtige, kropsstærke og udstyret med et ukueligt fighterinstinkt, kunne danske ungdomsspillere i den grad finde inspiration fra deres jævnaldrende i det nordlige Zambia.

Ejerskab og engagement

Allerede fra første træningsdag stod det klart, at Mbete føler et stort ejerskab for projektet. De bolde og kegler jeg har medbragt, bliver af Mwakachembe flere gange under hver træning talt op, så det sikres at ingen er forsvundet. Også spillernes indstilling er i top, og det er ikke ualmindeligt, at der bliver jublet, hoppet og danset efter en ganske simpel træningsøvelse, og når det sker, så er det altså fantastisk at være fodboldtræner.

Ja, der er ingen tvivl om, at Mbete-spillernes motivation er stor, også selvom det ikke altid kommer til udtryk på en måde, jeg finder logisk. Det kan nemlig være svært for den danske træner at forstå, at spillerne kommer dinglende op til en halv time efter at træningen er startet, at det kan tage mindst en håndfuld minutter at stille sig op på en række, eller at man vender ryggen til træneren, når han giver en besked. Den atypiske måde at udvise motivation på hænger til dels sammen med, at en tredjedel af drengene ikke går i skole og dermed ikke er vant til at modtage noget, der minder om undervisning, men mere vigtigt, så er tempoet i Mbete slet ikke så højt, som vi er vant til i travle Danmark. Og hvorfor skal man da også skynde sig?

....Sidste del af Busters beretning, kan du læse her på siden i næste uge.

Om skribenten
Buster Emil Kirchner er 22 år, fra Esbjerg og har været frivillig hos Eventure Zambia i otte måneder. Tidligere har Buster trænet fodbold og lavet udviklingsarbejde i Sierra Leone og rejst i flere andre afrikanske lande.

Om Mbete Youth Football Project
Et samarbejde mellem Mbetes fodbolddelegerede og udviklingsprojektet Eventure Zambia
Tre ugentlige træningspas.
Mere end 60 registrerede spillere i aldersgruppen U14 og U17.
Underviser spillerne i livsværdier gennem fodbold.